23948sdkhjf

Familiekoncern genrejst efter årelangt mareridt

Det lignede en guldrandet forretning med høje vækstrater og solid indtjening. I stedet udviklede det sig til et årelangt mareridt. Nu kan den familieejede fødevarekoncern Uhrenholt endelig kigge fremad.

Middelfart-virksomheden, der sælger mejeriprodukter og frosne grøntsager til bl.a. detailhandlen, kom ud af 2020 med et rekordoverskud før skat på 67,5 mio. kr. - en fremgang på næsten 100 mio. kr.

At Uhrenholt igen tjener penge skyldes, at selskabet nu endeligt har lukket sin tabsgivende russiske forretning. Den har i en årrække martret regnskaberne for den familieejede virksomhed anført af adm. direktør Sune Uhrenholt.

Nu er Uhrenholt helt ude af Rusland og har derfor kunnet rette sit fulde fokus på kerneforretningen.

- 2020 var et af de mest uforudsigelige og svære år nogensinde. Men hele Uhrenholt-organisationens omstillingsparathed har gjort det muligt at holde operationen kørende, levere varerne til vores mange kunder og skabe tilfredsstillende resultater i et krævende år, siger Sune Uhrenholt i en pressemeddelelse.

Fra drøm til mareridt

At Rusland skulle blive et mareridt for Uhrenholt, kom som lidt af et chok. Frem mod 2014 voksede den russiske forretning med høj fart, og Uhrenholt blev en af de største distributører til russiske restauranter.

Så blev alt lukket ned, da Rusland som en del af konflikten med EU om annekteringen af halvøen Krim i 2014 pludselig besluttede at forbyde import af fødevarer fra Vesten.

Siden har Uhrenholt arbejdet med at afvikle hele sin russiske forretning. Det har kostet i omegnen af en kvart milliard kroner, og 2020-regnskabet er det første i en lang årrække, som ikke er skæmmet af Rusland.

Uhrenholt omsatte sidste år for 2,2 mia. kr. – det samme som året før. Coronapandemien satte familievirksomheden på overarbejde, da forbrugsmønstrene hurtigt ændrede sig.

- Da salget til restauranter og hoteller begyndte at falde på grund af nedlukningerne, var vi hurtige til at rette et øget fokus mod detailhandlen i særligt Asien og Afrika, hvor efterspørgslen på fødevarer i høj kvalitet var stigende, fortæller Sune Uhrenholt.

Ny vækst og investeringer

Tilbagegangen inden for foodservice er således mere end opvejet af mersalg til detailhandlen og kommer ikke mindst til udtryk ved, at salget af mejeri- og grønsagsprodukter under varemærket Emborg er steget markant. Det gælder bl.a. ost, frosne bær samt en række plantebaserede alternativer til ost.

Covid-19-nedlukningerne har også sat skub i Uhrenholts digitale omstilling. Der er investeret kraftigt i online salgskanaler og digitalisering af supportfunktioner og værdikæde. Også 2021 bliver et år med vækst og investeringer på dagsordenen.

- Vi glæder os over, at vi nu kan se positivt fremad efter nogle svære år med afvikling i Rusland. Vi mener, at 2020-resultatet afspejler det potentiale, som ligger i vores kerneforretning fremover, siger Sune Uhrenholt.

Uhrenholt blev stiftet i 1978 af Frank Uhrenholt og har siden 2007 været ledet af sønnen Sune Uhrenholt. Virksomheden beskæftiger 220 medarbejdere på verdensplan.

Det stærke 2020-regnskab har medført en betydelig konsolidering i Uhrenholt-koncernen. Egenkapitalen er øget fra 6 mio. kr. til 56 mio. kr., mens den rentebærende gæld er kraftigt reduceret med over 150 mio. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234